|
Maltekspressens
muntre spillemandsmusik har nu i snart 20 år fået publikum til
at springe op af stolene for at danse og synge.
Der er nemlig gang i den, hvad enten gruppen spiller de traditionelle
danske spillemandsmelodier eller bevæger sig
uden for landets grænser og kaster sig over folkemusik fra resten
af Norden eller for den sags skyld andre kontinenter.
For eksempel har Maltekspressen været en tur omkring Grønland
for at hente inspiration til sin festlige og livsglade
musik, som absolut ikke har noget med hverken halm i træskoene
eller kvasthuer at gøre.
Til gengæld forvandles tilhørernes sandaler og røjsere som ved
et trylleslag til dansesko, når Maltekspressen kører for fuldt
tryk fra Flensburg via Tønder og Strib til Skagen, når det går
løs.
Kvintetten råder over såvel en første som hele to anden-violiner,
mens 'maskinrummet' (rytmegruppen) høvler derudaf på guitar og
bas og finder på finurlige (u)noder samt bryder ud i sang og blæs
af og til.
|